Vind, visioner, ekspertise

Indien er en af de tre største udledere af drivhusgasser i verden. Regeringen har dog defineret klare reduktionsmål, og vedvarende energi er nøglen. Lokale teknologier bliver løbende udbygget til at generere og lagre denne energi.

Indien befinder sig i en udfordrende udgangsposition, når det gælder dekarbonisering: Landet er trods alt den tredjestørste udleder af drivhusgasser efter Kina og USA. Hvert år står verdens mest folkerige land for i alt 4 milliarder tons CO₂-ækvivalenter i nettoudledning. Omkring 70 procent af Indiens udledninger skyldes de seks sektorer energiproduktion, stål, bilindustri, luftfart, cement og landbrug.

McKinsey-rapporten "Decarbonising India: On the road to sustainable growth" vurderer, at de årlige udledninger vil stige til 11,8 milliarder tons CO₂-ækvivalenter i 2070.

Selvom Indien har reduceret sin udledningsintensitet med 1,3 procent om året i løbet af de sidste ti år, er reduktionstempoet afgjort for langsomt.

Virkningerne af klimaforandringerne kan tydeligt mærkes på jorden: Siden 1980'erne er monsunregnen faldet. I mellemtiden har hyppigheden af kraftig regn vist en opadgående tendens, mens en stigning på to grader Celsius i den globale gennemsnitstemperatur gør Indiens sommermonsun ekstremt uforudsigelig.

Derfor er regeringen blevet aktiv med hensyn til miljøpolitik. Med visionen "Viksit Bharat@2047" ønsker den indiske regering at forvandle landet til en udviklet nation i 2047 - lige i tide til 100-året for landets uafhængighed. Planen indeholder mål som økonomisk vækst, sociale fremskridt, god regeringsførelse og frem for alt miljømæssig bæredygtighed.

I den forbindelse er begrebet "All Electric Society" (AES) også kommet til Indien, hvor det er forbundet med reduktion af CO2-udledning, forbedring af energieffektivitet og fremme af bæredygtighed. For at opnå dette sigter landet mod at etablere en fuldt elektrificeret infrastruktur til transport, opvarmning og industrielle processer og investerer omfattende i vedvarende energi, netinfrastruktur, energilagring og elektrisk mobilitet.

I forbindelse med FN's klimakonference i Glasgow i 2021 fremlagde landet også den såkaldte Panchamrit-plan. I overensstemmelse hermed bestemmer planen blandt andet, at 50 procent af energikravene skal stamme fra vedvarende energikilder i 2030, og at netto -nulemissioner skal opnås i 2070. I mellemtiden er nogle af planerne allerede omtrent: Kapaciteten af Wind og Solar er steget fra omkring 26 gigawatt i 2014/15 til nogle 138 Gigawatts i september 2024. Som Wind og Solar -tændinger i 2014/15 til nogle 138 Gigawatts i september 2024. Efterhånden I stor skala ville kraftproduktionen være den sektor, der hurtigst kunne opnå potentielle netto -emissioner. Midten af 2050'erne er den tidshorisont, vi ser på her, hvor overgangen til vedvarende energikilder også vil reducere omkostningerne til energiproduktion.

Derfor forfølger den indiske regering en tostrenget strategi for at imødekomme energibehovet og samtidig minimere væksten i CO₂-udledningen. På produktionssiden fremmer regeringen øget brug af vedvarende energi i energimikset, især gennem de allerede succesfuldt voksende andele af sol- og vindenergi.

På efterspørgselssiden bestræber ledende indiske politikere sig på at bruge energi effektivt gennem foranstaltninger under Energy Conservation (EC) Act fra 2001. Formålet med EC-loven er at reducere energiintensiteten i den indiske økonomi. Loven indeholder blandt andet de lovgivningsmæssige rammer for standarder og mærkning af apparater og systemer, energibesparelsesforordningen for erhvervsbygninger og energiforbrugsstandarder for energiintensive industrier. I denne sammenhæng kommer National Mission for the Promotion of Energy Efficiency (NMEEE) også ind i billedet. Missionen har til formål at styrke markedet for energieffektivitet ved at skabe en gunstig lovgivningsmæssig og politisk ramme og samtidig sørge for at fremme innovative og bæredygtige forretningsmodeller i energisektoren.

En højere andel af vedvarende energi i energimikset giver dog udfordringer. Det skyldes, at netstabiliteten skal opretholdes, og at strømforsyningen skal garanteres uden afbrydelser. Tilgængeligheden af vedvarende energikilder varierer dog afhængigt af klimaet, tidspunktet på dagen, årstiden og den geografiske placering. Som en løsning kan energilagringssystemer (ESS) anvendes til at lagre overskydende kapacitet fra vedvarende energi på bestemte steder og derefter bruge den præcist i spidsbelastningsperioder på dagen.

Indien er udmærket klar over relevansen af energilagring: Den nationale elektricitetsplan (NEP) antog allerede i 2023, at der ville være behov for 82,37 gigawatt-timer lagerkapacitet i 2026/27. Dette krav forventes at stige til 411,4 gigawatt-timer i 2031/32. Desuden forventes efterspørgslen efter energilagring at stige til 2.380 gigawatt-timer i 2047.

I Indien spiller vindmøller en stadig vigtigere rolle i energiproduktionen - og landet har moderne teknologier til fremstilling af vindmøller: Den nuværende årlige produktionskapacitet ligger på omkring 15.000 megawatt. Alle de store globale aktører i denne sektor har afdelinger i landet. I alt er der mere end tolv forskellige virksomheder aktive, herunder joint ventures under licensproduktion, datterselskaber af udenlandske virksomheder og indiske virksomheder, der trækker på deres egen teknologi. Maskinstørrelsen er steget til 5,2 megawatt.

I denne sammenhæng er HARTING også repræsenteret i Indien, hvor man har et produktionssted, der allerede leverer flere forbindelseselementer, som kan anvendes i vindenergisektoren. Derudover er HARTING India med sit team for innovation og udvikling af nye produkter allerede i stand til at udvikle produkter til regionale krav og kan støtte produktionsteamet med hensyn til at forbedre produktiviteten og effektiviteten gennem procesoptimering og reduktion af spild, blandt andre relevante faktorer.